På en tur ned gennem Tyskland kom jeg for nylig forbi byen Celle 280 km fra den dansk/tyske grænse.

Da maven knurrede besluttede jeg mig for at holde ind ved en lille Imbiss (et lille spisested).
Udefra var det et ganske ubetydeligt foretagende, og da der ikke var P-plads tæt på, ville jeg sikkert være kørt forbi i bil. En forbikørsel, der ville have kostet mig god mad og et vanvittigt sammentræf.

Spisestedet hedder “Grill Eck” (Grillhjørnet) og byder på rigtigt meget lækker mad, skabt af gode råvarer og forarbejdet med kærlighed og ærefrygt.
Og som det er tysk tradition, så er der efter kundens ønske STORE portioner på menuen – meget store.

Jeg spurgte stedets ejer Rouven om jeg måtte tage et par billeder til bloggen. Rouven er en stor og venlig fyr, med et skævt smil og glimt i øjet, og jeg måtte selvfølgelig tage billeder.
Snakken gik lystigt og det blev pludseligt klart, at vi havde fælles bekendte.

Rouven bag skrankenmed de mange lækre madvarer. En glad og venlig mand.

Rouven bag skranken med de mange lækre madvarer. En glad og venlig mand.

Det føltes surrealistisk at køre ind i en tilfældig Imbiss i Tyskland, kun for at finde ud af, at ejeren er i familie med en af mine kollegaer. Og familien bor til og med meget tæt på min egen hjemmeadresse.

Med en fornemmelse af en lillebitte verden og god mad i maven, kørte jeg glad videre sydpå, med endnu en MC-oplevelse i bagagen.

“Grill Eck” i Celle – et klart besøg værd.

— Steens Garage —

** Husk at LIKE siden “Steens Garage” på Facebook og få nyt om indlæg mm.