Onsdag den 14. oktober 2015 var en af de første rigtige efterårsdage. Temperaturen sneg sig kun lige op over 10 grader, det småregnede og solen var ikke at skue nogen steder.

På trods af det kolde vejr og regn var mit humør højt . Det var nemlig dagen, hvor jeg havde arrangeret en testkørsel af Suzukis nye (2014) version af DL 1000 V-Strom.

Hos forhandleren
Jeg ankom sammen med Signe til Bakke MC i Haderslev og blev taget varmt i mod af Anders Tranekjer – en ung energisk mand, der venligt viste mig rundt i butikken, mens vi snakkede om alle mulige MC-relaterede emner.

BakkeMC_15

Anders og jeg står ved den udvalgte DL.

I butikken stod der både brugte og sprit-nye motorcykler, og der var lidt af hvert både i stil, typer og prisklasser.

Snakken blev efter noget tid fokuseret på de DL’er, der stod i butikken. Ud over den jeg skulle ud at køre, stod der to andre. En DL650 XTA med ekstraudstyrspakke og trådfælge og en pimpet DL1000 i adventure-outfit.

Den DL, jeg skulle prøve, var uden ekstraudstyr – altså som leveret fra fabrikken, hvis du ikke tilkøber udstyr.
Du kan se specifikationerne og informationer om udstyr på Suzukis hjemmeside.
Cyklen var monteret med Bridgestone Trail Wing 101 – et on-/offroaddæk, som er et godt valg, hvis du ønsker et dæk til de fleste forhold.

Kørsel
Jeg var fra starten af imponeret over, hvor nemt DL’eren lod sig køre. Den virkede let, og jeg fik lynhurtigt en sikker fornemmelse på den.
Kørestillingen var som forventet oprejst og behagelig. Standardsædehøjden er OK, hvis du er mellem 170 og 180 cm. Hvis du er højere og skal køre længere ture, ville jeg overveje at tilkøbe et højere sæde, så du kan få en mere behagelig benstilling.

BakkeMC_21a

Afstand mellem sæde og fodhvilere var ikke ubehagelig. Skulle jeg køre længere ture, ville jeg dog vælge at købe et højere sæde (fås som ekstraudstyr).

Gearkasse og kobling
Gearkassen var en sand fornøjelse. Den virkede let, smidig og med en tilpas vandring på skifterarmen – nok til at have fornemmelse af skiftet og ikke så meget, at foden kom på overarbejde . Kombineret med en let kobling gjorde det gearskiftet hurtigt, præcist og ubesværet.

Motor
Store V-twin motorer kan nogen gange virke lidt hakkende i de helt lave omdrejninger. Det var slet ikke tilfældet hos DL’en, som havde et jævnt og stærkt træk fra bunden og op til 8000 omdrejninger. Der var masser af moment og overskud og ikke noget overraskende punch op gennem omdrejningerne. Om det er godt eller dårligt, er nok en meget individuel sag. Personligt synes jeg, at det er behageligt og godt på en touring/adventure MC. Det betyder nemlig, at man hurtigt bliver fortrolig med maskinen, og den føles sikker i kørslen.
Gasrespons og -justering var direkte, og jeg havde en fin følelse af motorens kraftlevering. Ved 1/3 rulle oplevede jeg dog, at justeringen var en smule “itchy”. Det føltes lidt, som om justeringen netop i det område var lidt usikker. Under normal kørsel var det ikke noget, jeg lagde mærke til. Jeg oplevede det dog som et lille minus, da jeg i lav fart sneg mig over våde brosten. Brostenene gav støddæmperne ekstraarbejde, hvilket naturligvis forplantede sig ud i styret og håndtagene. Den lille rystelse i styret gav en noget urolig tur hen over brostenene, i og med gasjusteringen var usikker.

Affjedring og bremser
Affjedring og ABS bremser fik jeg ikke testet ordentligt. Vejene var simpelthen for våde og kolde til, at jeg turde bremse hårdt. Selvfølgelig skulle bremser og affjedring jo netop virke optimalt i de betingelser, men en forhandlers fremtidige goodwill ift udlån af MCer vejede tungere denne dag.

Antispin
Jeg fik derimod testet Suzukis antispin system, som DL’en er født med som standard. Det foregik i løs grus på en P-plads.
Antispinfunktionen har 3 indstillinger (Off – 1 og 2). Jeg benyttede indstilling 2, som giver mindst hjulspin.
Det var en meget mærkelig og sikker fornemmelse. Jeg gav godt med gas og slap koblingen friskt. DL’en lavede ca. 1 meter spin i gruset, hvorefter antispinfunktionen tog over og sikrede en jævn og udramatisk fremdrift. Det virkede ikke hakkende eller generende på nogen måde. Stor ros til Suzuki for en gennemført antispinfunktion som giver et stort plus ift sikkerhed og brugeroplevelse.

Instrumentering og sidespejle
Alle funktioner kan styres via en kontakt på venstre håndtag. De er rimelig logiske, og jeg blev hurtigt fortrolig med betjeningen.

BakkeMC_25

En god og overskuelig instrumentering med de væsentlige funktioner fremhævet de rigtige steder.

Instrumenteringen er bygget fornuftigt op. En stor omdrejningstæller i analogt design dominerer venstre side, mens højre side domineres af et digitalt speedometer og en gearindikator.
Under speedometeret er der et display med andre oplysninger (temperatur, brændstof-indikator/forbrug, triptæller mm.). I omdrejningstælleren sidder der de gængse kontrollamper plus neutral-indikatoren.

BakkeMC_22

Sidespejlene sidder indenfor styrets ender (som det sig hører). Styret er bredt og spejlene store, så udsynet bagud er ganske godt.

Konklusionen er…
Suzuki har lavet en rigtig god og fornuftig adventure/touring MC med mulighed for tilkøb af meget relevant tilbehør. Det er sympatisk og også godt tænkt af Suzuki, at antispin er standard. Det gør DL’en til en brugbar maskine – også for de mindre rutinerede MC’ster.
Med en pris på 169.000,- er Suzuki i den lave ende af spektret, og du får rigtigt meget motorcykel for de penge.
Går du og overvejer denne type MC, bør du tage følgende maskiner med i din betragtning:
– KTM Adventure (ca. 300.000,-)
– BMW R1200 GS (ca. 300.000,-)
– Triumph Tiger 800 XCx (ca. 180.000,-)
– Honda African Twin (ca. 200.000,-)
– Yamaha XT1200Z Super Ténéré (ca 240.000,-)

Et stort tak til Bakke MC i Haderslev for udlån af motorcykel. Jeg håber naturligvis, det kan gentages ved lejlighed 🙂

— Steens Garage —

** Husk at LIKE siden “Steens Garage” på Facebook og få nyt om indlæg mm.