Efter min tur på Jyllandsringen (se ældre indlæg), var jeg besluttet på at anskaffe en MC, der skulle laves om til banecykel – eller baneged, som de indfødte kalder det. Under kyndig vejledning af en kammerat, fandt jeg en Honda CBR 600 F(1) i nærheden af Friedrichstadt i Nordtyskland.

Der blev talt tysk i telefonen og aftalt en pris og afhentningsdato. Min kammerat (Rene) og jeg drog derfor sydpå en vinter eftermiddag og hjembragte en fin rød cykel. Den havde kørt 35000 km og lød godt i motoren. Hele herligheden fik jeg til den nette sum af 3500 kr.. Den skal ikke indregistreres, så det kan i den grad betale sig at se ud over grænsen.

Cyklen blev hurtigt døbt “Tykke Bertha“. Et meget passende navn til en gammel tysk dame (se link).

Jeg valgte en forholdsvis gammel cykel fordi jeg vil køre Formula Classic i 2015. Derfor skulle det ifølge reglerne, være den første model af CBR’en (1987-1990 / PC19-23).

Jeg må sige  jeg er imponeret over den teknik Honda allerede dengang har formået at producere på en serie-cykel. Den er en fornøjelse at arbejde på. Det er derudover en vandkølet rækkemotor og den første MC, der er født med fuldkåbe. Hatten af for Honda.

En banecykel har bestemte krav, som skal overholdes (læs mere her). Følgende skal bl.a. afmonteres: støtteben, sidespejl, blinklys, lygter og stoplys. Derudover gælder det om at slanke den så meget som muligt. Jeg har indtil videre monteret et lithium-batteri. Der sparer jeg 3,5 kg. Ledningsnettet bliver også trimmet for overflødigheder = 0,5 kg. Der kommer sportsudstødning på = ca. 4 kg. (mindst). Osv.

En motocykellift har stået på min ønskeliste i noget tid. Og den er alle pengene værd. Det er en fornøjelse at kunne arbejde i en ordentlig højde. Mine knæ sender mig ofte gode og venlige tanker.

Historien om købet af liften er i sig selv fantastisk – et stjerne-eksempel på hvorfor jeg elsker miljøet omkring MC. Det kan du læse om i et andet indlæg.

Jeg vil løbende dokumentere mine anstrengelser i jagten mod at køre på bane.