I dette indlæg skriver vi lidt om tips og ideer fra vores tur til Lofoten bl.a. om apps, dyreliv på vejen og ‘selvvask’.

Tre apps og en hjemmeside

Vi har været flittige brugere af særligt tre apps og en hjemmeside på vores tur gennem Norge og Sverige:

UT (norsk, gratis)

Kort over hele Norge, hvor man kan se officielle vandreruter (med sværhedsgrader, km og beskrivelser), udsigtspunkter, shelters, teltpladser etc. Når vi landede et sted, kiggede vi på appen for at se hvilke vandreruter og stier, der var i nærheden. Det er helt klart en app, som vi vil bruge meget mere næste gang både til vandreruter og til at finde overnatningsmuligheder.

YR (norsk, gratis) og SMHI Väder (svensk, gratis)

Vejrapps! De kan noget forskelligt og er langt mere præcise end de danske. Vi brugte disse apps flere gange dagligt for at få et overblik over, hvor det gode kørevejr ville være de næste par dage. Den svenske vejrapp har radarfilm, der går et døgn frem, hvor den norske blot viser de næste 90 minutter. For os har det været rart at vide, hvornår regnen så ud til at stoppe, når vi kørte en bestemt retning. Det gør noget godt for humøret, hvis der er udsigt til opklaring.

Ferrypay.no

Når man skal med en af de mange færger i Norge, kører man ombord og møder en venlig ‘billetmand’, der skanner ens nummerplade for betaling. Sidst vi var i Norge, fik vi at vide, at vi ville modtage regningerne pr. brev. Det gjorde vi i op til et år efter ferien (!). Selve billetprisen er overkommelig (mellem 20 og 150 nkr.), men når der kommer 100 nkr. i ekspeditionsgebyr – pr. mc, ja så løber det hurtigt op. Denne gang blev vi informeret om, at vi kunne tilmelde os Ferrypay.no og betale den vej igennem. Her kommer regningen digitalt på vores ferrypay-konto og bliver automatisk betalt uden administrationsgebyr. Vi nåede op på otte færgeture i Norge, så det er mange penge sparet.

Ombord på en af de mange færger i Norge.
Her har vi fået plads på øvre dæk – nu med udsigt til fjeldene.

Dyreliv på vejen

Vi har stor respekt for bestemte vejskilte i Norge og Sverige: Får på vejen, køer på vejen og rensdyr på vejen. For når vi ser disse skilte, oplever vi meget ofte, at disse dyr faktisk er på vejen. I Norge har vi primært oplevet får, hvor det har været rensdyr, køer og traner (dem bliver der ikke skiltet for) i Sverige.

Vores oplevelse med køerne er, at de krydser vejen i flok, så der er ikke andet for end at vente. Fårene ligger på vejen i små grupper, og de flytter sig ikke nødvendigvis, bare fordi man gerne vil forbi. Når de endelig rejser sig, skal man lige lure, hvilken vej de har tænkt sig at gå, hvilket kan være svært for dem at beslutte. Rensdyrene ejer vejen. Det er store dyr, der ser ud til at bevæge sig i slowmotion. Som regel er det en stor flok, der står stille i en par rækker tværs over vejen, mens to dyr løber på langs ad vejen, som om de er ved at danne sig et overblik over, hvor flokken skal gå ind på den anden side af vejen. I Danmark har vi kun erfaring med rådyr, der skræmte springer over vejen i blinde gerne to-tre stykker ad gangen. Rensdyrene er helt anderledes rolige. Vi havde en oplevelse af, at de orienterer sig mod trafikken som for at se, i hvilken side af vejen vi har tænkt os at passere, og så flytter rensdyrerne i forhold til det, men bliver ellers stående.

Elge har vi ikke mødt. Der er ellers skilte nok, der advarer mod elge. Og vi har nu set skiltene med varierende grad af advarsel: Den almindelige trekant med et billede af en elg og skilte suppleret med teksten: stor fare for elge, ekstra stor fare for elge og ekstrem stor fare for elge. Men når vi aldrig møder elgen, så kan vi mærke på os selv, at vi ikke giver elgeskiltene lige så stor opmærksomhed som de andre skilte med dyr på vejen. Det burde vi nu nok.

Billede fra vores tur til Lysebotn i 2020. Vi fik ikke taget billeder af dyr på/ved vejen denne gang.

Små tips og ideer

Logbog og analoge kort

Når vi er på tur, medbringer vi altid vores logbog og skriver i den hver dag. Vi skriver dato, tegner dagens vejr + temperaturer, antal kørte km og stedet, vi er kommet til. Det giver et hurtigt overblik, når vi bladrer bogen igennem både i løbet af turen, men særligt når vi er ved at planlægge en ny tur og ikke lige kan huske, hvor vi har været hvornår. Vi skriver om alt, hvad der falder os ind fra turen. Ud over det har vi nogle sider med ideer til, hvad vi skal huske næste gang fx i forhold til pakkelisten, eller noget vi gerne vil opleve. Og så har vi nogle sider med helt korte anmeldelser af vores overnatningssteder, hvor vi bl.a. skriver beliggenhed, pris og en skala fra: Kan klart bruges igen til Aldrig igen. Det giver også et godt og hurtigt overblik. Forrest i bogen laver vi løbende en ‘Indholdsfortegnelse’ over turene, så er det let at se, hvornår vi var på hvilken tur og med hvem. Så selv om det nogen gange føles lidt til overs at skulle til at skrive om aftenen, så er det det hele værd senere hen.

Vi sørger altid for at medbringe analoge kort som supplement til GPS og Google maps. Vi oplever, at de analoge kort giver et helt andet overblik over, hvor vi har været, hvor vi er, og hvor vi er på vej hen. Og så er det noget nemmere at kigge på et stort kort sammen frem for en lille mobilskærm.

Selvvask

I både Norge og Sverige kan man finde Selvvask-pladser på tankstationerne, hvor man kan stå i en vaskehal og skylle støv og snavs af sin motorcykel. Vores motorcykler trængte gevaldigt i løbet af turen, men da der hele tiden var udsigt til endnu mere regn, benyttede vi os ikke af muligheden i denne omgang. Men rart at vide, at det findes.

Selvvask. Denne hal var dog lukket, da der manglede reservedele til noget af udstyret.

Snak med folk på din vej

MC-folk (og de fleste folk på tur) er altid klar på en snak med hinanden. Særligt når man står og venter på færgen. Vi oplever, at vi altid bliver beriget med nye tips og perspektiver, når vi opsøger kontakten med de mennesker, vi møder på vores vej. Det kan til tider være overvindelse at starte en samtale, men der kommer altid noget spændende ud af det, så det er det hele værd.

I kø til færgen ved Hirtshals. Vi kommer altid i god tid til afgang, og det giver god mulighed for at snakke med de andre. Her var det erfarne englændere, der fortalte om alle de spændende mc-kurser der tilbydes i England. Måske et besøg værd.
Motorcykler så langt øjet rækker på færgen til Norge. Det er en fantastisk fornemmelse at ‘være i samme båd’ med så mange andre mc-ister.

Hermed er vores tips og ideer givet videre.