I dette indlæg skriver vi om vores overvejelser og erfaringer med overnatninger på vores mc-tur til Lofoten. Vi skriver også kort om de steder, vi har overnattet. Her i første indlæg om overnatninger er det om campingpladserne i Sverige, og så har vi et særskilt indlæg om vores overnatningssteder i Norge nord og syd for polarcirklen. Se link

Telt og campinghytter

Som vi har skrevet i tidligere indlæg, så foretrækker vi telt og campinghytter, når vi er på mc-ferie. For os er det en måde at komme helt ned i gear på. Det hele holdes på et relativ enkelt plan, og de store overvejelser går på: hvor vil vi overnatte, hvad er ruten, hvad og hvornår skal vi spise, og hvad skal vi have købt ind? Vi har ikke planlagt, hvilke campingpladser vi skal bo på, før vi tager afsted. Det hele skal være så fleksibelt som muligt. Dog har vi orienteret os om pladser på turens første par dagsstrækninger, så vi har et udgangspunkt.

Campingpladserne finder vi både ved at søge på google maps og på analoge kort. Vi sørger altid for at opsøge lokale kort og brochurer undervejs, så vi kan blive inspireret.

På kortet er der numre på campingpladser, der er listet ude til højre.

Med hensyn til booking af campinghytter, så er vores oplevelse, at der stort set altid er noget ledigt, hvis man ringer dagen før ankomst. Enkelte gange har vi booket gennem booking.com, men det er oftest billigere at kontakte campingpladsen direkte. Sover man i telt, kræver det ikke nogen reservationer – der er altid plads til et telt. Det koster næsten altid 250 n/skr., så det er en meget billig overnatning. Vi nåede desværre kun at sove i telt én nat pga. vejret. De hytter vi primært går efter koster mellem 400-600 n/skr. Flere steder er bad gratis, og ellers koster det 10-15 n/skr. for 3-6 minutter. I hytterne er der som udgangspunkt 1-2 køjesenge, en spiseplads til 2-4 personer, et tekøkken med køleskab incl. lille fryser, viskestykke + klud og en større vanddunk samt en lille veranda med et par stole.

Vi har efterhånden en rutine i at indrette hytterne, så vi altid ved, hvor vi har vores ting. Topboksen fungerer som vores køkkenkasse, så den skal der altid være plads til. Det er godt, når der er nok knager til alt udstyret, så det ikke fylder på gulvet. Og stikkontakter er også et must til opladning af hjelme. Disse billeder er fra Camp Route 45, Sverige.
Den famøse køjeseng. Vi bruger ikke hyttens sengetøj, men i stedet vores egne oppustelige hovedpuder, soveposer samt lagenposer som lagen.

Når vi har to overnatninger samme sted, prioriterer vi nogen gange en hyttestørrelse større, hvor der ofte er plads til et sofahjørne og lidt mere gulvplads. Det er nu rart nok. Vi har bevidst fravalgt kravet om indlagt vand og eget toilet og bad. De gange vi har haft det hele i hytten, oplever vi, at vi slet ikke kommer i kontakt med andre campinggæster, for så bliver vi på egen ‘matrikel’. Er vi derimod ‘tvunget til’ at benytte sig at de fælles faciliteter, ja, så møder vi nogen på vores vej, og vi har ofte oplevet, at det er i de møder, at vi har fået gode fif og ideer og hørt om andres oplevelser og perspektiver, som er med til at berige vores tur. Så selv om det kan være surt at iføre sig mc-støvler, (for de er vandtætte), regnejakke og hat og løbe ud i regnen for at hente vand eller komme på toilet, ja, så har det nu sin charme. Og ikke så sjældent, så ser vejret værre ud inde fra hytten, end når man reelt er ude i det.

Vi har selv al køkkenudstyr med, så det er sjældent, at vi bruger udstyret i hytterne, hvor kvaliteten kan være ganske varierende. Vi ser det som en kæmpe luksus, når der er en elkedel, for så går det trods alt noget hurtigere at få kogt vand til morgen- og til turkaffen.

Standardkost i Norge og Sverige

Som udgangspunkt står man selv for overfladerengøring af hytterne. Det foregår med det, vi vil kategorisere som en total ubrugelig kost og en beskidt svaber. Flere steder kan man betale sig fra at gøre rent, men det er nu nemme penge sparet. Vores oplevelse er, at hytterne som udgangspunkt er af ældre dato, hyggelige og rene.

På vores hjemtur gennem Sverige opdagede vi konceptet Lägerplats = lejrplads. Vi har rejst i Sverige i rigtig mange år, men synes alligevel ikke, at vi har set de skilte før. De pladser vi så, var på strækningen fra Idre af vej 70. Her lå den ene plads efter den anden ned til elven omgivet af træer. Her kan man overnattet både i telt og camper enten gratis eller for max. 100 skr. Vi så flere steder med shelter, bålsted og das, og så var der flere overnattende på alle pladserne, hvilket der kan være noget tryghed i. Laver man en google maps-søgning med Lägerplats, dukker de op mange steder i Sverige, flere i forbindelser vandreruter. Det er helt klart noget, vi vil kigge mere på, næste gang vi er i Sverige. Vi har endnu ikke benyttet os af Alle-mands-retten, men det her kunne være et skridt i den retning.

Beskrivelser af campingpladser i Sverige

I det følgende kommer vi med vores oplevelse af de campingpladser og -hytter, som vi har benyttet os af i Sverige – og lige en enkelt i Danmark.

Danmark

Tornby Strandcamping Link

395 kr. for et transitværelse med en køjeseng, en lille overdækket terrasse og adgang til campingpladsens faciliteter inkl. lille pool. Gratis bad og tæt på lækker badestrand. Perfekt placering med 5 km til færgen til Norge. Rent og pænt. Vi valgte denne plads for at have god tid til at tjekke ind ved færgen kl. 9.

Pænt og rent værelse, der opfylder kravet om tag over hovedet for en nat. Vi lavede mad på vores Trangia på terrassen.
Og så er det en Biker friend-campingplads med en velassorteret kiosk.

Sverige

Camp Route 45, Hammerdal Link

450 skr. for en lille hytte uden vand, med køleskab, kogeplader, spiseplads, en køjeseng og fin veranda (se billederne længere oppe i indlægget). Gratis bad, familieejet – familien bor selv på stedet, lige ved lille elv med mulighed for at fiske og sejle kano, mulighed for at bestille mad i caféen, gå afstand til Hammerdal centrum. Fin plads med mange hytter. Ingen fastliggere.

Fine velholdte hytter i flere størrelser. Der var mange på motorcykel, da vi var der.
God overdækket veranda, hvor vi lavede mad på Trangiaen. En overdækket veranda er guld værd, når man skal pakke i regnvejr, for så kan man få tømt hytten og stille alle tasker og udstyr klar i tørvejr, inden man skal pakke på cyklerne.

Slagnäs Camping og stugby, Lapland lige syd for polarcirklen Link

490 skr. for den mellemste str. hytte, meget rummelig, med koldt vand, elkedel, køleskab, kogeplader, to køjesenge, spiseplads til fire. Gratis bad og store fælles faciliteter, hvor man kan opholde sig på en regnvejrsdag, hvis man er i telt. Lige ved god fiskeelv, gåafstand til indkøbsmulighed. Fin, ren plads uden fastliggere.

Nymalet hytte.
Dejligt med god gulvplads, bænk til hjelmene og masser af knager. Luksus med rindende vand.

Sörälvens Camping fiskecamping og stugby, Idre, Darlana Link

750 s kr. for en nat i en hytte, 650 s kr. pr. nat, hvis man tager flere nætter. Kun én hyttestørrelse. Uden vand, men med vask og vanddunk, kogeplader, køleskab, elkedel, to køjesenge, spiseplads til fire, god veranda med spiseplads. Rigtig lækker plads i naturskønne omgivelser. Ejerne bor selv på stedet og har gjort meget ud af det. To-tre gange om ugen kan man bestille grillet friskfanget fisk. Lige ved elven, hvor man kan fiske med flue. Kort køreafstand til Idre med mange indkøbsmuligheder. Man skal være opmærksom på, at der skal betales kontant med enten skr., nkr eller euro ved udtjekning tidligst kl. 8.30, efter hytten er godkendt. Så hvis man vil tidligt afsted, skal man se om man kan lave aftale med ejerne – og det er de virkeligt ikke meget for.

Spisepladser både på verandaen og ved siden af huset. Rigtig god afstand mellem hytterne.
Hyggeligt interiør og god gulvplads.

Ljyngby semesterby og camping park

395 skr. for den mindste hytte med en køjeseng, lille spiseplads, køleskab og kogeplade. Vi har været på denne plads rigtig mange gange, hvor det har været udmærket. Pladsen ligger godt i forhold til at være sidste stop på vej hjem, der er friluftsbad, gode vandrestier og gåafstand til Ljyngby centrum. Desværre er pladsen efterhånden ved at være så misvedligeholdt og beskidt, at vi nok ikke kommer der igen, med mindre der kommer nye ejere, der giver bl.a. hytterne og de sanitære forhold en make over.

Pladsens mindste hytte tæt på de fælles faciliteter (gul bygning).
Vakkelvorn og slidt køjeseng. Vi tog øverste madras ned på gulvet, da sengen var for usikker til at kravle op og ned fra øverste køje!